Græsk forvaltningsdomstol fastslår, at staten er ansvarlig for bivirkninger af Covid-19-vaccine på grund af "overdreven ofring"

Søgsmålet blev anlagt af en sagsøger, der søgte erstatning for materiel skade og moralsk skade (ikke-økonomisk skade), med påstand om, at de havde lidt alvorlige bivirkninger efter deres forebyggende COVID-19-vaccination med en specifik vaccine. Det oprindelige krav var på €461.835,26, men dette beløb blev efterfølgende begrænset under sagen.

Sagsøgeren baserede sit krav på to juridiske grunde:

Artikel 105 i den indledende lov til den borgerlige lovbog (EισNAK): Denne artikel omhandler statens ansvar for erstatning som følge af ulovlige handlinger eller undladelser begået af dens organer i forbindelse med udøvelsen af ​​offentlig myndighed.
Artikel 4, stk. 5 i forfatningen: Denne artikel omhandler statens ansvar for lovlige handlinger, der forårsager et uforholdsmæssigt stort offer for borgerne, baseret på princippet om lighed i offentlige byrder og social solidaritet.
Domstolens afgørelse om det primære grundlag (artikel 105 EισNAK – Ulovlig handling/undladelse):

Sagsøgeren argumenterede for, at den nationale vaccinationskomité handlede ulovligt ved at tillade vaccination af personer med deres specifikke medicinske tilstand ved hjælp af den pågældende vaccine, på trods af begrænsede medicinske data og uden en fuldt bekræftet liste over bivirkninger. De hævdede også en ulovlig undladelse af at vejlede dem mod en sikrere vaccine og en undladelse fra lægens side med at informere dem tilstrækkeligt eller fraråde vaccinationen.

Retten afviste denne primære anke i søgsmålet som ubegrundet og fastslog følgende:

Vaccinen havde en central markedsføringstilladelse fra Europa-Kommissionen efter en grundig gennemgang foretaget af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), og var ikke eksperimentel. Betingede markedsføringstilladelser var ikke midlertidige eller nødgodkendelser, men udstedt under strenge betingelser.
Det blev ikke bevist, at en anden vaccine ville have været sikrere i sagsøgerens specifikke tilfælde.
Der blev ikke bevist nogen ulovlig undladelse fra den vaccinerende læge eller utilstrækkelige oplysninger til sagsøgeren på grund af manglende understøttende beviser (såsom den lægelige ordre).
Da ingen af ​​de påståede ulovlige handlinger eller undladelser blev underbygget, var betingelserne for erstatningsansvar i henhold til artikel 105 i EisNAK ikke opfyldt.
Domstolens afgørelse om det supplerende grundlag (artikel 4, stk. 5 i forfatningen – Ansvar for lovlige handlinger):

Domstolen accepterede søgsmålets accessoriske anbringende, hvori den græske stats ansvar for skader som følge af dens lovlige handlinger, når disse udgør et uforholdsmæssigt stort offer for den forurettede part, der overstiger den rimelige tærskel for tolerance og social solidaritet.

I denne specifikke sag blev sagsøgerens udvikling af akut dissemineret encephalomyelitis (ADEM) anset for at være en unik og betydelig skade, der oversteg denne tærskel.
Baseret på en revurdering af hændelsens "gule kort"-rapport vurderede Den Nationale Organisation for Lægemidler (EOΦ) sandsynligheden for en korrelation mellem bivirkningen og vaccinationen som "Sandsynlig" i henhold til Verdenssundhedsorganisationens kriterier.
Der blev ikke identificeret nogen anden mellemliggende ulovlig handling eller undladelse (f.eks. en defekt præparat eller mangler under vaccination).
Følgelig blev den græske stats ansvar direkte fastslået i henhold til artikel 4, stk. 5, i forfatningen.
Afgørelse:

Retten fastslog, at sagsøgeren, ved analog anvendelse af artikel 932 i den borgerlige lovbog, kun skulle tilkendes rimelig økonomisk erstatning for den pådragne ideelle skade (ikke-økonomisk skade) på 50.000 euro.