Vaccineskader står over for tidsrammen efter EU-afgørelse

En vaccination, en kaskade af uforklarlige symptomer og års juridisk frem-og-tilbage-strid kulminerede torsdag, da Europas højesteret præciserede, hvornår tiden begynder at tikke for erstatningskrav, og hvor længe patienter virkelig har til at handle.

En fransk kvinde, identificeret som LF, sagsøgte vaccineproducenten Sanofi Pasteur efter at have fået en vaccine mod difteri, stivkrampe og polio i 2003 og var blevet syg i de følgende år. Året efter kæmpede hun med en række symptomer, fra vedvarende smerter og infektioner til ekstrem træthed, før lægeundersøgelser i 2008 identificerede makrofagisk myofasciitis, hvilket indikerede tilstedeværelsen af ​​aluminiumrester.

Hun indbragte først sin sag i 2015 for et lægeerstatningsnævn, som afviste hendes krav, og henvendte sig senere til civile domstole i 2020 for at få erstatning med den begrundelse, at vaccinen var usikker, og at virksomheden undlod at handle på trods af kendte risici. Franske domstole afviste i første omgang hendes krav som forældede, før sagen blev genoptaget efter appel, og nåede til sidst Luxembourg, efter at en fransk appeldomstol bad Den Europæiske Unions Domstol om at præcisere, hvordan EU's produktansvarsregler gælder for frister i sager, der involverer progressive sygdomme.

I sin kendelse sagde retten, at hun kan forfølge begge argumenter, men gjorde det klart, at der stadig gælder strenge tidsfrister for, hvornår disse krav kan indgives.

Ofre er ikke begrænset til én måde at anlægge sag på. Selvom EU-retten fastsætter et dedikeret system for defekte produkter, "skal den fortolkes som ikke at udelukke, at en person, der er skadet af et defekt produkt, kan søge erstatning for denne skade fra producenten på grundlag af det generelle system for culpaansvar," skrev dommerne.

I praksis betyder det to parallelle ruter. Den ene giver mulighed for kompensation baseret på produktets usikkerthed, uden at det er nødvendigt at bevise skyld. Den anden kræver, at det kan vises, at virksomheden har handlet uretmæssigt, for eksempel ved ikke at overvåge risici eller ved at efterlade et farligt produkt på markedet.

Den større kamp handlede dog om tid.

EU-retten fastsætter en frist på tre år for at anlægge sag, der regnes fra det tidspunkt, hvor offeret bliver opmærksom på skaden, defekten og hvem der forårsagede den. Franske domstole havde indtaget en anden opfattelse i sager om progressive sygdomme og knyttet fristen til, hvornår en tilstand stabiliserer sig. EU-dommerne afviste denne tilgang.

Uret starter tidligere end mange patienter måske forventer. Fristen træder i kraft, når skaden er tydelig og kan forbindes med et produkt, selvom sygdommen fortsætter med at udvikle sig.

Retten advarede om, at det ville underminere retssikkerheden at knytte fristen til stabilisering, og bemærkede, at ved progressive sygdomme "er datoen, hvor skaden stabiliserer sig, i tilfælde af en progressiv sygdom, i sagens natur usikker og desuden kunne være den tilskadekomnes dødsdato." Det, signalerede dommerne, ville efterlade producenter udsatte for krav på ubestemt tid, uden noget klart tidspunkt, hvor ansvaret ophører.

Ved siden af ​​denne regel er der en endnu strengere grænse: En 10-årig frist fra det tidspunkt, hvor produktet blev bragt på markedet. Derefter udløber krav under EU's defektbaserede system helt, uanset hvornår symptomerne opstår.

LF argumenterer for, at denne regel om langtidsstop urimeligt forhindrer ofre for langsomt udviklende sygdomme i nogensinde at nå retten. Men dommerne stadfæstede den og fandt ingen krænkelse af retten til effektiv retsbeskyttelse.

De sagde, at ofrene stadig har et meningsfuldt tidsrum til at handle, da skaden normalt vil blive tydelig inden for den 10-årige periode, hvilket giver mulighed for at anlægge krav i tide. Når sagen er indledt, kan nationale regler også tillade yderligere erstatning, efterhånden som tilstanden udvikler sig.

Den fortolkning mødte kritik fra forbrugerforkæmpere. Urs Buscke, en ledende juridisk medarbejder hos BEUC, en europæisk forbrugerparaplyorganisation med base i Bruxelles, sagde: "Desværre har retten fortolket forældelsesfristen i produktansvarsdirektivet på en meget streng måde, hvilket vil kræve, at forbrugere, der lider af progressiv sygdom forårsaget af defekte produkter, anlægger retssager om erstatning, før deres tilstand overhovedet har stabiliseret sig."

For LF er resultatet blandet. Hun kan anlægge sag om både defekte produkter og culpa-baseret sag mod vaccineproducenten Sanofi Pasteur og dermed holde sin sag i live, efter at franske domstole oprindeligt afviste den som forældet, men de to muligheder er ikke ligeværdige.

Ethvert krav baseret på produktansvar synes at løbe ind under EU's 10-årige frist, da vaccinen blev administreret i 2003, mens sagen først blev anlagt år senere. Dette efterlader den culpøse metode, der er underlagt fransk lov og en forældelsesfrist på fem år, som den mere realistiske vej fremad, især da forbindelsen mellem hendes tilstand og vaccinen forblev usikker i årevis og ikke blev bekræftet i senere ekspertresultater, hvilket potentielt placerer hendes krav fra 2020 inden for denne tidsramme.

Hendes advokat, Marie Leroux, beskrev kendelsen som en betydelig udvikling og sagde, at den præciserer, at producenter kan blive retsforfulgt på grundlag af skyld for enhver misligholdelse af deres forpligtelser, samtidig med at hun pegede på en mere fleksibel fortolkning af den treårige forældelsesfrist, selvom hun advarede om, at konsekvenserne af 10-årsfristen vil kræve en nærmere analyse.

Sanofi Pasteur har ikke svaret på en anmodning om kommentar.

Intet er afgjort i sagens substans. Kendelsen afgør ikke, om vaccinen forårsagede hendes sygdom, eller om Sanofi Pasteur handlede uagtsomt, men sender sagen tilbage til den franske domstol, hvor timing nu er det centrale spørgsmål i afgørelsen af, om hendes sag fra 2020 kan fortsætte eller er forældet.

Courthouse News-reporter Eunseo Hong er baseret i Holland.